Den 29. januar uddelte Videnskabsministeriet årets EliteForsk Priser til nogle af de dygtigste unge forskere i Danmark
Adjunkt Cathrine Frandsens forskningsprojekt: 'Fysiske principper for selvorganiserede materialer' sigter på at undersøge in-situ, hvorledes nanopartikler opslemmet (i væsker) samler sig til større enheder samt at forstå, hvordan disses fysiske egenskaber ændrer sig i takt med dette.
Det er særligt vigtigt at undersøge, hvordan orientering i grænselag påvirker det aggregerede systems egenskaber og dermed klarlægge, hvorvidt aggregerede nanopartikler har egenskaber ”blot” som makroskopiske partikler eller om de opnår nye egenskaber. Kontrol over nanopartiklers selvorganisering og egenskaber er vigtig i forhold til at håndtere distributionen af partikler i vores vandmiljø og for at designe nye materialer.
Cathrine opholder sig indtil juni 2009 ved University of California Berkeley. Ung Eliteforskerprisen på de 200.000 kr. skal bl.a. bruges til at opbygge et laboratorium på Institut for Fysik, DTU, men desuden muliggør pengene, at Cathrine senere kan tage afsted igen på et længerevarende udlandsophold.
Læs mere om Cathrine og hendes forskning på Forsknings- og Innovationsstyrelsens
hjemmeside.