FYS og MIC værter ved den første træningsweekend til den Internationale Fysikolympiade 2008
Den 11. januar mødte 12 spændte gymnasieelever op til den første træningsweekend forud for den internationale finale i Hanoi fra d.20-27. juli, 2008.
Hovedemnet for den første træningsweekend var problemløsningsteknik samt stive legemers dynamik. Lærerkræfter var Erik Both og Henrik Bruus.
Mellem mekanikproblemerne slappede ol-deltagerne af under et besøg hos Ole og Robert i Nanoteket.

Anders Jørgensen, Marius Simonsen. Henrik Jacobsen og Ellen Fogh ved arbejdet med mekanikopgaverne. Efter weekenden kunne de alle klare vores normale eksamensopgaver i Fysik 1!
Fysikolympiaden er en dansk og international konkurrence for gymnasieelever i løsning af fysikopgaver. Konkurrencen har eksisteret siden 1966, og Danmark har deltaget siden 1995. Hvert år deltager omkring 120 lande i den internationale finale.
Konkurrencen afvikles i 3 dele:
- Den indledende runde
- Den danske finale
- Den internationale finale
I november måned kan alle gymnasieelever forsøge at løse et sæt opgaver. Der deltager her omkring 400 elever. De 30 bedste deltagere fra den indledende runde samles på H.C. Ørsted Instituttet på Københavns Universitet til en udtagelseskonkurrence, hvor 12 bliver udvalgt til det kommende halvårs træning. I april måned sker den endelige udtagelse af de fem vindere ved en prøve, der indeholder en teoretisk del og to eksperimentelle prøver. Link til Fysik-OLs egen hjemmeside
OL-arrangementsgruppen – hvor Kirstine Berg-Sørensen og Erik Both fra Fysik begge er medlemmer – arrangerer hvert år træning og udtagelse af de danske ol-deltagere. Gruppen er allerede begyndt at arbejde med planer for 2013, hvor den internationale finale skal foregå i Danmark.
Næste træning på DTU bliver i marts, hvor Kirstine Berg-Sørensen og Jakob Schiøtz underviser.