
Honorsstuderende ved DTU Fysik Anders Filsøe Pedersen har modtaget et legat fra Oticon på 100.000 kr. til udførelse af et kandidatspeciale om forbedret MR-scanning.
Anders Filsøe Pedersen arbejder i sit kandidatspeciale på at forbedre og udvide anvendelses-mulighederne af den eksisterende MR-scanningsteknologi (Magnetisk Resonans), som bruges til at diagnosticere forskellige sygdomme. Han anvender blandt andet svagere magnetfelter og bruger superledende magnetfeltssensorer (SQUIDs, Superconducting QUantum Interferences Devices) . Sikker og tidlig detektion af kræft, bl.a. prostatakræft og brystkræft, er et af målene for projektet, samt muligheden for diagnosticering af hjernelidelser undersøges.
Svagere magnetfelter er en fordel, fordi der opnås bedre kontrast mellem sundt og sygt væv (også uden brug af kontraststoffer). Den bedre kontrast opnås, fordi et svagt magnetfelt (under 0.2 mT) medfører proportionalt lavere præcessionsfrekvens (Larmor-frekvens) for brintkernerne i vævet. Det er kernernes vekselvirkning ved tilfældige kernesammenstød, der genetablerer magnetiseringen efter at denne er "brugt" i forbindelse med
måling. Dermed er det brintkernernes mobilitet, der afspejles i MR billeder. Når en bestemt type kernesammenstød (de inelastiske) sker med en frekvens nær kernernes svingningsfrekvens, genetableres magnetiseringen hurtigst. For almindelig højfelt (1-2 Tesla) MR-skanning af væv sker den type sammenstød sjældent i forhold til svingningsfrekvensen, og der er derfor relativt lille vævskontrast i forhold til, hvad der kan opnås ved lavere magnetfelt, hvor svingningsfrekvensen er lav. Når frekvensen skaleres ned med en faktor på 10000 eller mere er det nødvendigt at bruge magnetometre, der måler selve B-feltet (f.eks. SQUIDs) i stedet for RF-detektion af dB/dt vha induktive effekter i modtagerspoler (ved 1 Tesla er Larmor-frekvensen 42,58 MHz, ved 0.1 mT er den 4258 Hz).
Specialearbejdet udføres i perioden 1. aug. 2012 til 30. juni 2013 i samarbejde med University of California Berkeley og Danish Research Center for Magnetic Resonance, Hvidovre Hospital. Specialvejledere er prof. John Clarke, Univ. of California Berkeley, docent Jørn Bindslev Hansen (hovedvejleder) og docent Claus Schelde Jacobsen, DTU Fysik og lektor Lars G. Hanson, DTU Elektro og Danish Research Center for Magnetic Resonance, DRCMR, Hvidovre Hospital".
For nærmere information om projektet kontakt og .